3-dobbelt jernmand slår verdensrekord

3-dobbelt jernmand slår verdensrekord
26. juli 2017 sorenj@nosuchagency.dk

Vi har tidligere her på siden skrevet om SensorTeks støtte til sporten. Dem, der læste med dengang, skal naturligvis ikke snydes for at høre, hvordan det gik Michael Plahn ved verdensmesterskaberne i Tripple Ironman.

Guldet kom ikke i hus – men der blev til gengæld sat verdensrekord

Fra den 6. til 9. juli blev der afholdt VM i 3-dobbelt ironman i Østrig. Michael Plahn deltog, og med sig havde han sit team med indtil flere SensorTek-medarbejdere ombord. SensorTek havde desuden sponsoreret Michaels cykel, og netop cyklen skulle komme til at spille en afgørende rolle for Michaels resultat – nemlig verdensrekorden. Michael havde trænet hårdt til den ekstreme distance, og formen var i top.

Læg hårdt ud, sæt dernæst farten op undervejs, og til sidst sættes spurten ind

Han fulgte den velkendte strategi: Læg hårdt ud, sæt dernæst farten op og sæt så spurten ind til sidst. Michael lagde hårdt ud og var først oppe af vandet efter svømmedistancen. Han satte tempoet op på cykelruten i en sådan grad, at han efter cyklingen havde distanceret sig fra konkurrenterne med over en time. Distancen til konkurrenterne blev yderligere øget under de første to marathon-løb.

Men et stykke inde i det tredje marathon, slog varmen (40C) i bogstavelig forstand benene væk under Michael, og hans krop nægtede pure at fortsætte. Til stor skuffelse for sig selv og sit team var Michael nødt til at stoppe sin deltagelse i konkurrencen.

Making history

Men her ender historien ikke. Da der var seks timer tilbage, inden konkurrencens tidsgrænse sluttede, indså Michael, at han stadig kunne nå at få sin verdensrekord på cykeldistancen med hjem, hvis han bare fuldførte den sidste del af løbedistancen. Han valgte derfor på trods af smertende ben og en meget træt krop at genoptage sit løb – og kom over målstregen med en verdensrekord i bagagen. Michaels tid på den 540 km lange cykeldistance blev 15 timer og 16 sekunder, hvilket er en time og 12 minutter hurtigere end den tidligere verdensrekord.

Denne ekstreme viljestyrke og udnyttelse af de absolut sidste kræfter slog nu til gengæld benene væk under alle, der overværede det. Derfor var jublen stor, og Michael blev hyldet som en ægte jernmand af tilskuere, løbsledelse – ja selv af konkurrenterne, da han løb over målstregen.

Racedirektørens tale til Michael er nok den bedste måde at sige, hvad det egentlig var, der skete:”You made history today, my friend”.